Fuldkommen!
Der forekommer altsaa ved enhver, endog den allerkonstigste Tingenes Sammensætning, to Ting at betragte: først, Bestanddeelenes Følge og Orden i Tiden eller Rummet; dernæst, de oprindelige Kræfters Forbindelse, og Maaden, hvorledes de yttre sig i de sammensatte Ting. Vel bliver de enkelte Kræfters Virkninger indskrænkede, bestemte og forandrede, ved Deelenes Ordning og Anlæggelse, men aldrig kan der ved Sammensætning erholdes nogen Kraft eller Virksomhed, hvis Udspring ikke er at søge i Grunddeelene.
Jeg opholder mig lidet ved disse subtile Grundbetragtninger, mine Venner! Ligesom en Veddeløber, der adskillige gange sætter an, for med forøget Drift at iile fort, svinger sig om Maalet, og, hvis Guderne have bestemt ham til Lykke og Ære, at føre Seieren derfra.
Overvei det med mig, kiære Simmias! naar vores Evne til at føle og tænke ikke er noget for sig selv skabt Væsen, men skal være en Egenskab hos det Sammensatte: maae den da ikke enten som Harmonien og Ligemaalet, følge af et vist Anlæg eller Orden hos Deelene, eller og, ligesom Kraften hos det Sammensatte, have sin Grund i Bestanddeelenes Virksomhed?
Ganske rigtig, da, som vi have seet, intet tredie lader sig tænke.
