tid at have forbundet disse Hensigter paa det allerfuldkomneste.
Fortreffeligt! svarede Socrates; dog jeg forfølger ikke denne Bibetragtning videre. Siig mig aleeneste dette, kiære Simmias! Kan der ved Sammensætning opkomme en Kraft i det Heele, der ikke har sin Grund i Bestanddeelenes Virksomhed?
Hvorledes meener du? kiære Socrates!
Naar alle Deele af en Materie uden Virken eller Modstand laae i en død Roe hos hinanden, ville man da vel kunde frembringe nogen Bevægelse, nogen Modstand, eller ringeste Kraft i det Heele, om man end paa den konstigste Maade ordnede og forflyttede dem?
Det synes ikke, svarede Simmias. Af uvirksomme Deele kan vel intet virksomt Ganske sammensættes.
Got! vi kan altsaa antage denne Grundsætning. Men alligevel bemærke vi, at der i det Heele kan antreffes Overeenstemmelse og Ligemaal, om end hver Bestanddeel for sig har hverken Harmonie eller Ligemaal: hvordan gaaer dette til? Ingen enkelt Luth er harmonisk, og dog udgiøre mange tilsammen en Harmonie. En vel indrettet Bygning kan bestaae af Steene, der hverken har Ligemaal eller Regelrethed. Hvorfor kan jeg her af uharmoniske Deele sammensætte et harmonisk Ganske, af regelløse Deele et høist regelret heelt.
