steligt, og viser os Forholden imellem Skaberen og Menneskene i det behageligste Lys: derfore ønsker jeg intet saa høiligt, som at overtyde mig om denne Læres Sandhed. Dog, det var ikke got, om min Uvidenhed herom skulle vare længe. Nei! jeg skal snart blive befriet derfra.
I denne Forfatning, Simmias og Cebes! vender jeg mig til Eders Indvendinger. I, mine Venner! dersom I, vil følge mit Raad, saa seer meere paa Sandheden end paa Socrates. Finder I, at jeg bliver Sandheden troe, saae giver mig Bifald, hvis ikke, saa sætter Eder imod uden mindste Undseelse: at jeg ikke, af alt for god Mening, skal føre baade Eder og mig selv bag Lyset, og skilles fra Eder ligesom en Bie der efterlader sin Braad.
Velan, mine Venner! mærker, og erindrer mig, hvor jeg enten udelader nogen af Eders Grunde, eller foredrager dem urigtig. Simmias tilstaaer, at vor Tænkekraft enten maae være skabt for sig selv, eller frembragt ved Legemets Sammensætning og Dannelse. Ikke?
Rigtigt!
I det første Tilfælde, naar nemlig vor Siæl er at betragte som een for sig selv skabt ulegemlig Ting, billiger han videre den Række af Fornuftslutninger, hvorved vi bevise, at de ikke ophøre med Legemet, og paa
