Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/129

at jeg overbeviser de Tilstædeværende om min Meening, er dog kuns min Bihensigt; min fornemmeste Omsorg gaaer dog ud paa at overtale mig selv om, at den er overeenstemmende med Sandheden, saasom jeg finder stor Fordeel derved. Thi see, kiæreste Ven! jeg giør følgende Slutning: Er den Lærdom, som jeg foredrager, grundet, saa giør jeg vel i at overtyde mig selv derom; men har de Afdøde intet Haab meere tilovers, saa vinder jeg i det mindste dette, at jeg ikke før Døden skal falde mine Venner besværlig med Klager. Jeg fornøier mig undertiden i de Tanker, at alt, hvad som ville bringe det samtlige menneskelige Kiøn virkelig Trøst og Fordeel, naar det var sandt, endog af samme Aarsag har megen Sandsynlighed for sig, at det er sandt. Naar de Tvivlsomme foregive, at Lærdommen om Gud og Dyder er en blot politisk Opfindelse, der er optænkt til Beste for det menneskelige Selskab: saa maatte jeg altid raabe til dem: O! mine Venner! optænker et Levebegreb, som er det menneskelige Selskab uundværlig, og jeg vedder, at den er sand. Det menneskelige Kiøn er kaldet til Selskabelighed, ligesom ethvert Lem til Lyksalighed. Alt det, som paa en almindelig, sikker og bestandig Maade kan føre til dette Maal, er ustridig valgt som et Middel af den viiseste Opfindere af alle Ting, og af samme frembragt. Denne smigrende Forestilling har overmaade meget trø-