men endog for Menneskene ikke ganske uudforskelig, og nogen da lod sig ved slig Blændeverk af Grunde og modsatte Grunde, der ophæve hinanden, forleede saa vidt, at han ikke gav sig selv og sin Udygtighed Skyld, men af Fortrydelse heller lagde Fornuften der til Last, og i sin øvrige Livstid hadede og bar Afskye for alle Fornuftgrunde, lod ald Sandhed og ald Kundskab være langt fra sig: Var dette Menneskes Ulykke ikke meget at bejamre?
Ved Jupiter! meget at bejamre!
Vi maae altsaa for det første søge at undgaae denne Vildfarelse, og overbevise os om, at Sandheden selv ikke er uvis og vaklende, men vores Forstand som oftest for svag til at holde dem fast og bemestre sig dem; paa det vi kan fordoble vores Kræfter og vort Mod, for immer at vove nye Angreb.
Vi ere alle, mine Venner! forpligtede hertil, I formedelst det endnu forestaaende Liv, og jeg formedelst Døden. Jeg har desuden hertil en Bevæggrund, der, efter gemeene uvidende Folkes Tænkemaade, maatte synes allermindst at reise sig af Kiærlighed til Sandhed. Naar disse har noget tvivlsom at undersøge, saa bekymre de sig lidet om, hvorledes Sagen i sig selv er beskaffen, naar de aleene beholde Ret og deres Meeninger faae Bifald af de Tilstædeværende. Jeg vil aleeneste i een Punkt være forskiellig fra disse Folk. Thi
