Meener du ikke, blev han ved, om en Belønning blev udsat for den yderste Uværdighed, at meget faa Mennesker ville fortiene den?
Rimeligviis, svarede jeg.
Høist rimeligviis, blev han ved: Dog i denne Punkt findes der imellem Fornuften og imellem det menneskelige Kiøn meere en Ulighed end en Lighed: og jeg er ved dine Spørgsmaal bleven forledet paa denne Afvei. Men Ligheden er da at see, naar nogen, uden behørig Undersøgelse og uden Indsigt i den menneskelige Fornufts Natur, holder engang en Slutning for rigtig og fast, men kort derefter igien troer at finde den urigtig, den maae nu i og for sig selv være det eller ikke; fornemmelig naar dette skeer oftere, ligesom i Henseende til Venskab, som vi oven for har talt om. Da gaaer det ham, som hiine berygtede Tusendkonstnere, der forsvare og modsige hvad man vil, saa længe til de indbilde sig at være de Viiseste af alle Dødelige, ja de eeneste der har bemærket, at Fornuften ligesom alle andre Ting paa Jorden intet Sikkert og Tilforladeligt har, men at alting, ligesom ved Euripus, i et Havsvælg farer op og ned, og intet Øieblik bliver paa sit forrige Sted.
Det er sandt, sagde jeg.
Men hvad, min kiære Phædon! sæt, at Sandhed i og for sig selv ikke aleene er tilforladelig og uforanderlig,
