Endnu i Dag, blev han ved, maae vi begge afskiære vort Haar, naar vor skiønne Lærebygning døer hen, og vi ikke ere i Stand igien til at opvække den. Og naar jeg var i din Sted, og man havde nedrevet mig slig en Lærdom: saa ville jeg, ligesom hiin Argiver, giøre et Løfte, ikke at lade mit Hovedhaar voxe, førend jeg havde faaet Seier over Simmias’s og Cebes’s Modgrunde.
Man pleier at sige, sagde jeg: Herkules selv udretter intet imod to.
Saa raab da, svarede han, medens det endnu er klart, mig din Jolaus til Hielp.
Got! sagde jeg, jeg vil kalde dig til Hielp; men ikke som Herkules sin Jolaus, men som Jolaus Herkules.
Det giør intet til Sagen, svarede han. For alleting maae vi tage os i Agt for et vist Feiltrin.
For hvilket? spurgde jeg.
Det, at vi ikke blive Fornufthadere. Ingen større Ulykke kunde vederfares os.
Fornufthad og Menneskehad pleier at opstaae paa lige Maade. Menneskehad opstaaer i Almindelighed, naar man fra Begyndelsen sætter en blind Fortrolighed til nogen, og holder ham i alle Stykker for et troe, oprigtigt og retskaffen Menneske, men siden erfarer, at han hverken er oprigtig eller retskaffen, besynderlig naar
