Har jeg nogentid beundret Socrates, kiære Echecrates! saa var det vist ved denne Leilighed. At han havde et Beviis ved Haanden, var just ikke noget uventet hos ham. Det som forekom mig beundringsværdig, var den Godhed, Venlighed og Mildhed, hvormed han optog disse unge Menneskers lille Fornuft; Ligesaa: hvor haftig han mærkede hvad for Indtryk disse Indvendinger havde giort paa os; hvorledes han iilede os til Hielp; hvorledes han ligesom kaldede os tilbage fra Flugten, opmuntrede til Modstand, og selv anførte til Strid.
Hvorledes var dette?
Det vil jeg fortælle dig: Jeg sad hos hans høire Haand tet ved Sengen, paa en lav Stoel, men han noget høiere end jeg. Han tog fat paa mit Hoved, og strøg mine Haar, som hængde ned af Nakken, ligesom han undertiden ellers pleiede at spøge med mine Lokker: I Morgen, Phædon! sagde han, vil du vel kanskee strøe disse Lokker paa en Vens Grav?
Efter ald Anseende, svarede jeg.
O! giør det ikke, sagde han.
Hvorfor da det? spurgde jeg.
