Vi anhørde alle med Opmærksomhed, og, som vi siden efter have tilstaaet hinanden, ikke uden Fortrydelse over at man havde giort os en Lærdom tvivlsom og uvis, om hvilken vi troede at være saa meget overbeviiste. Ikke aleene denne Lærdom, men alt hvad vi vidste og troede, syntes os da at blive uvist og vaklende, da vi saae, at vi enten ikke besidde den Gave at skille Sandhed fra Vildfarelse, eller og at den i og for sig selv ikke kunde adskilles.
Det forundrer mig ikke, kiære Phædon! At I tænkde saaledes: jeg blev selv, ved at høre paa dig, ikke anderledes tilmode. Socratis Grunde havde fuldkommen overbeviist mig, og jeg syntes forvisset, at jeg aldrig skulle kunde drage det i Tvivl, men Simmias’s Indvending giør mig igien tvivlsom og erindrer mig om, at jeg forhen har været af samme Meening, at nemlig Tænkekraften var en Egenskab hos det Sammensatte, og havde sin Grund i en fiin Organisation eller Harmonie imellem Deelene. Men siig mig, kiære Phædon! hvorledes har Socrates optaget disse Indvendinger? blev han saa fortrydelig derover som I? eller begegnede han dem med sin sædvanlige Mildhed? og har hans Svar givet Eder fyldest eller ikke? Jeg maatte gierne høre alt dette af dig saa omstændelig som mueligt.
