standen, ædlere og høiere Bevægelser i Hiertet, end den lykkeligste Dødelige paa Jorden har faaet: Hvorpaa grunder dette smigrende Haab sig? Mangel af ald klar Selvbevidsthed er for vores Siæl, i det ringeste i en kort Tid, een ikke umuelig Tilstand; herom overtyder den daglige Erfaring os.
Hvad om slig en Tilstand efter Døden i Evighed skulle vedvare.
Vel har du forhen viist os, at alt Foranderligt maae uophørlig blive forandret, og af denne Lærdom lyser en Straale af Haab, at min Frygt kan være ugrundet. Thi naar den Række af Forandringer, som forestaaer vores Siæl, gik fort i det Uendelige, saa er det høist rimeligt, at den ikke er bestemt til at synke bort i Evigheden, og miste immer meere og meere af sin guddommelige Skiønhed, men at den i det ringeste med Tiden vil ophæve sig og igien modtage det Trin, hvorpaa den allerede i Skabningen har staaet, nemlig at være en Beskuere af Guds Verker. Og meere end een høi Grad af Sandsynlighed behøves der ikke til at bestyrke os i den Formeening, at de Dydige have et bedre Liv i vente. Imidlertid, kiære Socrates, ønsker jeg og at see denne Punkt berørt af dig, da jeg veed, at alle de Ord, som du i Dag taler, prente sig dybt ind i mit Hierte og skal være uudslettelige af mine Tanker.
