gere Indtryk virke paa Sandserne, og, i det ringeste, svage Fornemmelser opkomme i Siælen, ellers ville stærkere og stærkere Indtryk ikke kunde opvække den[1]. Men hvad er disse for Begreber? En dunkel Følelse, uden at man er sig selv bevidst, uden Erindring, en fornuftløs Tilstand, hvori vi ikke erindre os det Forbigangne, og som vi heller ikke i den tilkommende Tid meere tænke paa. Skulle nu vores Siæl ved Skilsmissen fra Legemet henfalde i en Art af Søvn eller Besvimelse, og ikke meere opvaagne, hvad havde vi da vundet ved dens Vedblivelse? En fornuftløs Tilværelse er meget længere borte fra den Udødelighed, som du haaber, end Dyrenes Lyksalighed fra den Aands Lyksalighed, der kiender Gud. Naar det, som siden vederfares den, angaaer os, og allerede herneden skal opvække Frygt eller Haab i os: saa maae vi selv, som her ere os selv bevidste, endog i hiint Liv beholde denne Selvfølelse, og kunde erindre os det Nærværende. Vi maae kunde sammenligne det, som vi skal blive, med det som vi nu ere, og derover kunde fælde vor Dom. Ja, hvis jeg har forstaaet dig ret, kiære Socrates! saa venter du efter Døden et bedre Liv, en større Oplysning i For-
- ↑ Naar mægtige Indtryk skal opvække livagtige Fornemmelser, saa maae de svageste selv ikke være uden Virkning, men foranledige Fornemmelser, der aleene i Graden af Livagtighed ere forskiellige fra hiine.
