hører, saasnart Bevægelserne i det samme sigte til det Heeles Opløsning. Et Dyr har forud for Planterne Sandsernes Ledemode og Fornemmelsen, og endelig Mennesket Fornuften; Maaskee er denne Fornemmelse hos Dyrene og selv Fornuften hos Menneskene intet andet end Egenskaber hos det Sammensatte, ligesom Liv, Sundhed, Harmonie o. s. v., der efter deres Natur og Beskaffenhed ikke kan vare længere end Sammensætningerne, hvorfra de ere uadskillelige. Kan Bygningens Konst være tilstrækkelig til at give Planter og Dyr deres Liv og Sundhed, saa kan en høiere Konst maaskee give Dyrene Følelse og Menneskene Fornuft. Vi Svagsindede begribe hiint ligesaa lidet som dette. Det ringeste lille Blads konstige Skabning overstiger ald menneskelig Forstand, indeholder Hemmeligheder, der endog vil spotte vore sildigste Efterkommeres Flid og Skarpsindighed: og vi vil foreskrive, hvad der ved Organisation kan erholdes og hvad ikke? Vil vi sætte Skaberens Almagt eller Viisdom Grændser? Et af to, tænkde jeg, maae vi nødvendig, naar vores Intet vil dømme, om selv den Almægtiges Konst ingen Evne til at føle og tænke kunde frembringe, ved at danne endog den fiineste Materie dertil.
Du seer altsaa, min kiære Socrates! hvad der endnu mangler dine Discipler til fuldkommen uvaklende Overbeviisning. Er Siælen i Livet noget uden for Le-
