ten blive tilintetgiort eller have Forestillinger. Ved naturlige Krafter kan intet blive tilintetgiort: altsaa kan vores Siæl, naturligviis, aldrig ophøre at have Begreber. Men hvad? kære Socrates! om jeg ved rimelige Grunde beviiste, at Harmonien maae blive ved, naar man endog slog Harpen istykker, eller at en Bygnings Symmetrie maae være tilstæde, naar endog alle Steenene vare revne fra hinanden og knusede til Støv? Harmonien, ville jeg sige, saavelsom Symmetrien er noget: Ikke? Man ville dog vel ikke nægte mig det; hiin staaer med Harpen, denne med Bygningen, i den nøieste Forbindelse; dette maatte man vel og tilstaae. Sammenligner nu Harpen eller Bygningen med Siælen: saa har vi beviist, at Strengespil maae længere være til end Strengene, Ligemaalet længer end Bygningen. Nu er dette i Hensigt til Harmonien eller Symmetrien høist urimeligt; thi eftersom de vise Sammensætningens Maade: saa kan de ikke vare længere, end Sammensætningen selv.
Noget ligt lader sig bevise af Sandheden: Den er en Egenskab hos Legemet og dets Lemmer, og ingen andensteds at treffe, end hvor disse Lemmers Forretninger sigte til det Heeles Afholdelse; den er en Eiendom hos det Sammensatte, og forsvinder, naar det Sammensatte bliver opløst i sine Deele. Med Livet har det rimeligviis en lige Beskaffenhed. En Plantes Liv op-
