Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/116

Fortvivlelse. En Aande, der udebliver, et Pulsslag, der staaer stille, berøver den alle disse Herligheder: det Væsen, der skulle ære Gud, bliver til Støv, Skarn og Forraadnelse. Jeg takker Guderne, at de har befriet mig fra denne Frygt, der med sine Skorpionssting ville afbryde alle mit Livs Vellyster. Mine Begreber om Guddommen, om Menneskets Værdighed, og det Forhold, hvori det staaer med Gud, lader mig ingen Tvivl meere om dets Bestemmelse. Haabet om et tilkommende Liv opløser alle disse Vanskeligheder, og bringer Sandhederne, hvorom vi paa saa mange Slags Maader ere overbeviiste, igien i Harmonie. Den retfærdiggør Guddommen, indsætter Dyden i sin Adel, giver Skiønheden sin Glands, Vellysten sine Yndigheder, forsøder Elendigheder og giør endog dette Livs plager ærværdige i vore Øine, i det vi sammenligne alle Begivenhederne herneden med den uendelig lange Række af Følger, som ved samme foranlediges. En Lære, der staaer i Harmonie med saa mange bekiendte og afgiorte Sandheder, og hvorved vi utvungent see en Mængde Vanskeligheder ophævede, finder os meget villige til at antage den; behøver heller ikke noget videre Beviis. Thi om end ingen af disse Grunde hver for sig medfører den høieste Grad af Vished, saa overbeviser de os dog tilsammentagne med en saa seirende Magt, at de fuldkommen beroliger os og slaae ald vores Tvivl af