Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/115

da kan en Dolk opløse det Baand, der forbinder Menneskene med Gud. Er vores Aand forgiengelig, saa har de viiseste Lovgivere og de menneskelige Selskabs Skiftere bedraget enten os eller sig selv; saa har det menneskelige Kiøn ligesom aftalt med hinanden at vedligeholde en Usandhed, og ære de Bedragere, der have optænkt slige; saa er en Stat af frie tænkende Væsener intet meere end en Hiord ufornuftige Fæe, og Mennesket — jeg skrækkes ved at betragte det i denne Nedrighed! berøvet sit Haab om Udødelighed, er denne Underskabning det elendigste Dyr paa Jorden, der til sin Ulykke kan eftertænke sin Tilstand, frygte for Døden, og maae fortvivle. Ikke den algode Gud, der glæder sig ved sine Skabningers Lyksalighed, men et Væsen der glæder sig ved Ulykker, maatte da have begavet det med, Fortrin, der kuns giøre det meere værd at bejamre. Jeg veed ikke hvad for en beklemmende Angst der bemestrer sig min Siæl, naar jeg sætter mig i disse Elendiges Sted, der frygte en Tilintetgiørelse. Den bittre Erindring af Døden maae forandre ald dens Glæde til Galde. Naar de nyde Venskab, naar de kiende Sandhed, naar de udøve Dyden, naar de ære Skaberen, naar de vil falde i Henrykkelse over Skiønhed og Fuldkommenhed: saa opstiger den skrækkelige Tanke om Tilintetgiørelsen, ligesom et Spøgelse, i deres Siæl, og omvender den forhaabede Glæde til