dommens Væsen; thi det Skiønne, Ordentlige og Fuldkomne, som vi iagttage, er kuns et svagt Aftryk af det der er den selvstændigste Skiønhed, Orden og Fuldkommenhed.
Jeg erindrer, at jeg ved en Leilighed tydelig nok har udsat disse Tanker af hinanden, og vil for nærværende Tid aleene udleede denne Følge deraf. Hvis det er sandt, at Viisdom og Dyd efter dette Liv skal udgiøre vor Ærgierrighed, og vore Begierligheder bestaae i Bestræbelse efter aandelig Skiønhed, Orden og Fuldkommenhed, saa skal vor vedvarende Tilværelse ikke være andet end en uafbrudt Beskuelse af Guddommen, en himmelsk Fornøielse, der, saa lidet vi nu begribe deraf, belønner den Dydiges ædle Sveed med uendelige Renter. Hvad er alle Livets Elendigheder mod slig en Evighed? Hvad er Armod, Foragt og den jammerligste Død, naar vi derved kan forberede os til slig en Lyksalighed? Nei! mine Venner! hvem der er sig bevidst om en retskaffen Vandel, kan umuelig bedrøve sig, naar han tiltræder en Reise til denne Salighed. Kuns den, der i sit Liv har forurettet Guder og Mennesker, den, som har omveltet sig i fæisk Vellyst, den, der har slagtet Menneskeoffer til den forgudede Ære og fundet sin Fornøielse i andres Elendighed, den maae zittre ved Dødens Port, saasom han intet Øiekast i det Forbigangne uden Anger, intet i det Tilkommende uden
