Dette var dem alle tydeligt. Men hvad? blev Socrates ved, en Aands Vel, der ikke meere har at sørge for sit Legemes Nødvendigheder, hvori bestaaer denne? Spise og Drikke, Kiærlighed og Vellyst, kan ikke meere behage den; hvad som i dette Liv fornøier Følelsen, Ganen, Øinene og Ørerne, er da dens Agtsomhed uværdigt. Knapt bliver endog en svag, maaskee angerfuld Erindring af de Vellyster, som den i sit Legems Selskab har nydt, tilbage. Vil den vel synderlig stræbe efter disse?
Ligesaa lidet, sagde Simmias, som en fornuftig Mand efter barnagtige Daarligheder.
Vil vel en stor Formue blive Maalet for dens Ønsker?
Hvor kan det være mueligt, i en Tilstand, hvor, efter ald Anseende, ingen Eiendom kan have Sted, ingen Formue nydes.
Ærgierrighed er vel en Lidenskab, der, efter Anseende, endnu kan bleve tilbage hos den fraskilte Aand; thi den synes lidet at hænge af de øvrige Livets Nødvendigheder: men, hvori kan den legemløse Aand sætte det Fortrin, der skal bringe ham Ære? Visselig ikke i Magt, ikke i Rigdom, ikke heller i en adelig Fødsel; thi alle disse Daarligheder efterlader den med sit Legeme paa Jorden.
Vist nok!
