Liig kommer derhen[1]. De Begreber, som Homer giver os om Orkus og de Skygger, som omvanke herneder, synes vel ikke aldeles at stemme overeens med Sandheden; men det er vist, Elskeligste! vor Siæl seirer over Død og Forraadnelser, efterlader Liget, for her i tusinde forandrede Skikkelser at opfylde den Allerhøiestes Hensigter, men selv opsvinger den sig over Støvet, og farer fort, efter andre naturlige men overjordiske Love at beskue Skaberens Verker, og føde Tanker om den Uendeliges Kraft.
Overveier dette, mine Venner! Naar vores Siæl, efter Legemers død, endnu lever og tænker, vil den da ikke, ligesom denne nærværende Tilstand, stræbe efter Lyksaligheden?
Rimeligvis, synes mig, svarede Simmias; men jeg troer ikke meere mine Formodninger, og ønsker at høre dine Grunde.
Mine Grunde ere disse, svarede Socrates: Naar Siælen tænker, saa maae Begreber i den afvexle med Begreber, saa maae den gierne have disse Begreber, hiine ugierne, det er, have en Villie; men har den en Villie, hvorhen kan den da sigte, uden paa den høieste Grad af Velstand, paa Lyksalighed?
- ↑ Plato har forstaaet dette Homers Vers anderledes end nogle nyere Udgivere, og anfører det i den 3die Bog af sin Republik som læstværdigt. Men formodentlig vil man tillade mig, at lade den gunstigere Forklaring over dette Sted gielde.
