terligt, der aldrig havde været uden for Muurene om Athen, og derfor af sin egen Erfaring ville slutte, at Dag og Nat, Sommer og Vinter, paa alle Jordklodens Deele ikke anderledes afvexlede end hos os?
Intet var urimeligere.
Hvis et Barn kunde tænke i Moders Liv, ville det da vel være at overtale til at troe, at det engang, afløst fra sin Rod, skulle i frie Luft nyde Solens vederqvægende Lys? ville det ikke meget meere troe, at det af sine nu værende Omstændigheder skulle kunde bevise Umueligheden af slig en Tilstand?
Efter ald Anseende.
Og vi Blødsindige! tænker vel vi fornuftigere, naar vi, fængslede i dette Legeme, vil ved vores Erfaringer afgiøre, hvad der, endog efter dette Liv, er Naturen mueligt? Et eeneste Øiekast i Naturens uudtømmelige Mangfoldighed, kan overbevise os om, hvor ugrundede slige Slutninger ere. Hvor trængende, hvor svage ville vi ikke være, naar dens Evner ikke strakde sig videre end vores Erfaring?
Tilvisse!
Vi kan altsaa med god Grund forkaste denne Erfaring, og modsætte den den afgiorte Umuelighed, at vores Siæle skulle forgaae. Homer lader sin Helt med Rette udraabe: I Sandhed! ogsaa i Orkus's Boeliger svæver Siælen, hvorvel intet
