tilbøielig til at holde disse to Tilfælde for umuelige, og dog maae et deraf være virkeligt; Lad see! om vi ingen Udgang af denne Labyrinth kan finde. Paa den eene Side kan vores Siæl naturligviis ikke blive tilintetgiort. Hvorpaa grunder denne Umuelighed sig? Kiedes ikke, mine Venner! ved at følge mig paa tornede Stier: de føre os til en af de herligste Egne, der nogensinde har fornøiet et Menneskes Sind. Svarer mig! Har ikke et rigtigt Begreb om Kraft og naturlig Forandring ledet os paa den Følge, at Naturen ingen Tilintetgiørelse kan virke?
Rigtig!
Fra denne Side er altsaa slet ingen Udgang at haabe, vi maae derfor vende om. Siælen kan ikke forgaae, den maae efter Døden blive ved, virke, lide, have Begreber. Her staaer Umueligheden os i Veien, at vor Siæl uden sandselige Indtrykke skulle have Begreber: men hvem forsikrer os om denne Umuelighed? Er det ikke blot Erfarenheden, at vi her i dette Liv aldrig har kundet lære at tænke uden sandselige Indtrykke?
Intet andet?
Men hvad Grund have vi til at udstrække denne Erfaring over dette Livs Grændser, og aldeles nægte Naturen den Muelighed, at lade Siælen tænke foruden dette Legeme og dets Lemmer? Hvad meener du? Simmias! ville vi ikke finde det Menneske høist lat-
