være forsvundne, og ikke det ringeste Spor heraf være efterladt?
Umuelig! sagde Cebes. Hvad var det andet end en fuldkommen Tilintetgiørelse? og Tilintetgiørelse, har vi seet, staaer ikke i Naturens Formue.
Hvad er der altsaa for Raad? mine Venner! undergaae kan Sjælen i Evighed ikke; thi det sidste Skridt, man maae endog forflytte det saavidt man vil, var dog immer fra Tilværelse til Intet; et Spring, der hverken kan være grundet i en enkelt Tings Væsen, eller i det Heeles Sammenhæng. Den vil altsaa blive ved, evig være tilstæde. Skal den være tilstæde, saa maae den nødvendig virke og lide; skal den virke og lide, saa maae den have Begreber: thi føle, tænke og ville, ere de eeneste Virkninger og Lidelser, som kan tilkomme et tænkende Væsen. Begrebene tage altid deres Begyndelse fra en sandselig Følelse, og hvorfra skal sandselige Følelser komme, naar ingen Redskaber, ingen af Sandsernes Lemmer ere tilstæde?
Intet synes rigtigere, sagde Cebes, end denne Følge af Slutninger, og dog leder den til en aabenbare Modsigelse.
Et af to, blev Socrates ved; Enten maae Siælen blive tilintetgiort, eller og maae den endnu efter Legemers Forraadnelse have Begreber. Man er meget
