skinen, i det mange af dem ikke meere harmonere til det Heeles Opholdelse, men have ganske besynderlige og stridende Hensigter. Og Siælen?
Eftersom Erfarenhed lærer, bliver denne imidlertid svagere, føler uordentlig, tænker falsk og handler ofte urigtig.
Got! jeg bliver ved. Legemet døer, det er: alle Bevægelser synes nu ikke meere at sigte til det Heeles Liv og Opholdelse; men indvortes maae dog vel nogle svage Livsbevægelser foregaae, der forskaffe Siælen endnu nogle dunkle Forestillinger; til disse maae altsaa Siælens Kraft saa længe indskrænke sig. Ikke saa?
Ganske rigtig!
Forraadnelsen følger: De Deele, som hidindtil have haft en fælles Hensigt, udgiort en eeneste Maskine, bekommer nu ganske forskiellige Hensigter, bliver til forskiellige Deele af ganske forskiellige Maskiner. Og Siælen, min Cebes! hvor vil vi efterlade den? Dens Maskine er forraadnet. Deelene, som endnu ere tilovers deraf, ere ikke meere dens, udgiøre ikke heller noget Heelt, som kan blive besiælet. Her ere ingen Sandselemmer, ingen af Følelsens Redskaber meere, ved hvis Mellemhandling de nogensinde kan komme til nogen Fornemmelse. Skal altsaa alting deri være øde? Skal alle dens Følelser og Tanker, dens Indbildninger, dens Begieringer og Afskyer, Tilbøieligheder og Lidenskaber,
