blevne synlige; thi der mangler aldrig slige dyriske Bevægelser, som modstaae det Heeles Opholdelse: aleene de efterhaanden tage til, indtil endelig alle Deelenes Bevægelser ikke længer harmonere til een Hensigt: og da er Maskinen opløst. Dette skeer saa langsomt, i en saa uafbrudt Orden, at enhver Tilstand kan kaldes en tilfælles Grændse for den foregaaende og efterfølgende Tilstand, en Virkning af den foregaaende og en Aarsag til den følgende Tilstand. Har vi ikke tilstaaet dette?
Rigtig!
Naar altsaa Legemers Død ogsaa skulle være Siælens Død: saa maae der heller ikke kunde gives noget Øieblik, da man kan sige, nu forsvinder Siælen; men efterhaanden og langsom, ligesom Bevægelserne i Maskinens Deele holde op at harmonere til eet Maal, maae altsaa Siælen aftage i Kraft og indvortes Virksomhed. Forekommer det dig saaledes? min Cebes!
Fuldkommen.
Men see! hvilken underlig Vending vores Undersøgelse har taget. Den forekommer mig, ligesom et Konstverk af min Oldefader Dædalus, at være ved en indvortes Drivefieder rullet bort fra sit forrige Sted.
Hvorledes det?
