O! min dyrebare Ven! raabde Socrates, hvor lykkelige, hvor vel forsørgede ere vi, naar vi intet andet have at frygte for end den eeneste Undermagers umiddelbare Haand! Hvad vi frygtede for, var, om vor Siæls Natur i og for sig selv ikke var dødelig; og denne Bekymring søge vi ved Grunde at bortdrive; men om Gud, den algode Skaber og Opholder, ville ved et Underverk tilintetgiøre det? Nei: Cebes! Lad os hellere frygte, at Soelen skulle forvandle os til Iis, førend vi ville befrygte af det selvstændige Gode en saa grundslet Handling, Tilintetgiørelse ved et Underverk.
Jeg betænkde ikke, sagde Cebes, at min Modsigelse næsten var en Dadel.
Den eene Dødsmaade, den pludselige Tilintetgiørelse, skrækker os altsaa ikke meere, thi den er Naturen umuelig. Dog overlægger ogsaa følgende, mine Venner! Sæt, den var ikke umuelig, saa er Spørgsmaalet: naar? til hvad Tid skal vores Siæl forsvinde? formodentlig til den Tid, da Legemet ikke mere behøver den, i Dødens Øieblik?
Efter ald Anseende.
Men nu har vi seet, at der gives intet bestemt Øieblik, da man kan sige, nu døer dette Dyr. Den dyriske Maskines Opløsning har allerede længe tilforn taget sin Begyndelse, førend endnu dens Virkninger ere
