er aparte benaadede af Naturen, baade i Henseende til Skønhed og Finhed, Vid og Elskværdighed. De næsten sprækker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche. Alligevel føler hun sig som Repræsentant for »det smukke Køn« uendelig hævet over selv den pæneste og behageligste Mandsperson. Hun forlanger paa det smukke Køns Vegne Hyldest og, i Kraft af, at hendes Køn ogsaa er det svage — hun fører en af de propreste Næver i Kongeriget Danmark — Mændenes ridderlige Beskyttelse og Opmærksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende en høj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end Mændene. Det kan Enhver skønne, som vil lukke Øjne og Øren op. Og Du skulde vide, hvor et rettænkende Fruentimmer generer sig, naar i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer Skaalen for en Krans af snørte Flommefruer og udstoppede
Maria. 5. Opl.
3
