Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod hende paa Stedet som en uværdig.
I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun sov — altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over, at han saa gærne og ofte bad hende.
Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde skrevet Dig et Vers:
»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter Hyrden, som spiller den kendte Melodi.
