uden at gøre sig det klart, de Mænd, der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive tagne med væbnet Haand?
Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det, da jeg den første Dag stod bagved hende — uden at hun havde hørt eller sét mig — og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre.
Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke, at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at se
