Side:Peter Nansen - Maria.djvu/163

Denne side er valideret

LXI.


Gensyns gyldne Sol over Bjærge, Gensyns tindrende Graad i stille Dale.

I undrende Betagelse staar vi overfor hinanden, véd ej Ord at finde, kan ikke spørge, ikke svare, kan kun synke i hinandens Arme og, jublende, grædende, i fælles Lyksalighed lovprise den opstigende Dag.

Var det virkelig ingen Drøm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, først nu synes vi, vi rigtigt kender hinanden; Thi det er jo vort Gensyns høje Under: vi mødes, som saa ofte tilforn vi mødtes i vor næppe