139
min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den fast.
... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var. Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mørket. Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rørte sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var, som svævede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger langt bort, langt op fra Savn og Smerte — ind i en Sfære, hvor det frygtløse Mørke og den drømmeløse Søvn hersker og hvor Tiden, ingen Timer har.
Vi laa længe saadan. Jeg véd det, fordi jeg flere Gange hørte et Kirkeurs Slag; jeg hørte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af, at de meldte Tiden for os. Saa hørte jeg, langt borte fra, Marias Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds bløde Bølger. Hun sagde: »Saadan er det vist at være død.« Jeg syntes, jeg havde tænkt netop de samme Ord, og jeg svarede
