129
Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende. Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias Blik. Men da hun gaar, siger hun — jeg tør ikke spørge, om hun gør Nar —: »Hvor Du har været munter idag!«
Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje prøver, slaar normalt.
Maria. 5. Opl.
9
