Side:Peter Nansen - Maria.djvu/134

Denne side er valideret

122

Vemod, i en stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.

— — Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa Festbordet. jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god imod Maria.