121
bleven forsinket, hun har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.
Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab. Og Tvivlen og Spotten hoverer.
Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige. Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.
Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.
Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt
