120
... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge, slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.
Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?
I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er hans Kærlighed værd.
Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg kunde nagle Tiden fast!
Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger. Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er
