119
Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig, lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde? ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.« Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg tør det ikke.
