110
lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange. Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig. Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.«
Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte, det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden havde hun jo
