107
Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil ikke have, at Du længer er sammen med ham. Bliv syg og kom til mig, der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«
En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.
Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn ruller op for Porten og jeg ser — fra Vinduet — en hvidklædt Dame stige ud.
Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og
