Side:Peter Nansen - Maria.djvu/104

Denne side er valideret

92

Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans nøjagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortælle et og andet om ham, men jeg forudskikker den Bemærkning, at det selvfølgelig er Løgn det meste. Hvor gik det an at nævne Manden ved hans rette Navn og Profession, fortælle, hvem der er hans Skrædder, og portrætere alle hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en højt agtet Kritiker hævder imidlertid, at Forfatterne ikke tør snyde Publikum for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m.

Jeg kundgør da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg vælger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med alle Romanlæseres Sympati — og jeg vil være ridderlig mod denne Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gøre til en Pjalt eller en Djævel — dels fordi Fabrikant er det mest elastiske Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rulle-