85
hvad der undrede mig, men jeg svarede naturligt: — Ja, og jeg takker min Gud, at det lykkedes mig. Lidt efter stod Ida op, men hun saà saa lidende ud, at jeg bebrejdede mig, jeg havde tvunget hende dertil ved at tale om vore Gæster.
— Maria og hendes tilkommende Mand blev hos os til sent om Aftenen, og vi var alle meget stille. Den sidste Timestid tilbragte vi inde i min Stue med Døren aaben ud til Haven. Vi talte om det forestaaende Bryllup og bestemte, det skulde fejres hos os, i al Stilhed. — Ida, der havde Kvindens Evne til at forstille sig overfor alle andre, talte om det med største Naturlighed og begyndte endog spøgende at udspørge Maria om hendes Duelighed paa huslige Omraader.
— Jeg bad Ida tage et eller andet i det gamle Chatol, som hun sad nærmest. Pastor U. sprang til, han vred Nøglen rundt, men Døren gik ikke op. Ida gav
