Side:Over al Forstand.djvu/90

Denne side er blevet korrekturlæst

82

— Hvormange kender Deres Hemmelighed? spurgte jeg.

— De er den eneste Fremmede!

— Jamen Menneske, saa afhænger det jo af Dem, af Dem alene!

Maria svarede: — De forstaar mig slet ikke. Han lever. Det er ikke mig, der har sluppet ham. Jeg elsker ham ikke, jeg har aldrig elsket ham. Jeg har frygtet ham. Jeg har adlydt ham. Han har pint mig, nedværdiget mig. Men han har vakt Kvinden i mig, det er jo umuligt — umuligt at glemme det. Om der gik tyve Aar, om der gik fyrretyve Aar, og han kom og kaldte paa mig, jeg maatte jo adlyde.

— Saa elsker De ham, Maria! Hun saà paa mig med sine dejlige Øjne: — Hvis han og jeg mødtes igen, saa kunde der kun ske et af to, jeg maatte dræbe ham eller … selv gaa ud af Livet. Men det nytter ikke, vi taler om det, De er