81
hende til at tie, fordi hendes Kæreste simpelthen ikke kunde bære Sandheden, og fordi jeg afgjort mente, de to Mennesker kunde gøre Livet rigt og lykkeligt for hinanden. — Men selvfølgelig maatte hun ikke indlade sig paa "Bedraget", medmindre hun ejede Sjælsstyrke nok til at gennemføre det uden moralsk at gaa til Grunde. Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun roligt kunde fralægge sig enhver Skyld i dette Forhold. Hun var Barn dengang, et misbrugt, mishandlet Barn, der ialfald havde sonet Uretten ved at tie gennem sine Samvittighedslidelser og gennem al den Angst, hun i Tidens Løb havde udstaaet. Og jeg sagde, efter min Mening maatte det just være hende en Lise at slippe alle Minder om Fortiden. Hun vendte Ansigtet om imod mig og sagde: — Jeg er bange for Opdagelsen. Jeg tror paa, at alt kommer for en Dag.
