78
at jeg spurgte, om hun var syg. Hun svarede med et tvungent Smil, at Solen var faldet i hendes Nakke, og hun havde stærke Hovedsmerter.
— Maria skulde hentes. Pastor U. sagde nu — atter et af Leddene i de Tilfældigheder, der kædede sig sammen til den forfærdelige Ulykke: — Gør mig en Vennetjeneste, tag De over efter hende. Tal med hende paa Vejen. Jeg har den Forudfølelse, at De og De alene kan overvinde hendes Skrupler!
— Jeg saà spørgende over til Ida. Hun havde blaa Ringe under Øjnene og saà ud, som var hun ved at segne, Det var mig umuligt af Hensyn til min Gæst at bede Ida følge mig, desuden kunde jeg isaafald ikke tale med Maria paa Vejen. Men jeg kendte Ida nok til at vide, at hendes altid aarvaagne Skinsyge vilde krympe sig, naar jeg alene kørte bort
