74
Det faldt mig jo ikke ind, at Ida tænkte paa hende, ustandseligt, Dag og Nat.
— En Søndag, lige efter Middag, kom Pastor U. over til os. Han udbad sig en Samtale i Enrum med mig. Jeg saa Ida gribe om Ryggen paa en Stol og blive hvid i Ansigtet, og jeg troede — Daare, som jeg var — jeg troede, det var, fordi hun skulde undvære mig saalænge. Vi gik over i mit Studereværelse. Han var meget bevæget. Der var sket en Forvandling med Maria, sagde han, en ubegribelig Forvandling. Fra det Øjeblik, han havde ønsket at faa Bryllupsdagen berammet, var hun blevet som en anden. Hun, der før havde jublet ved Tanken om Fremtiden, blev tavs og indesluttet og gav lutter undvigende Svar. Det var kommen saa vidt, at hun rystede, blot han hentydede til Brylluppet. Nogle Gange var han trængt ind paa hende, og hun havde da kun svaret:
