Side:Over al Forstand.djvu/73

Denne side er blevet korrekturlæst

65

Tavse sad vi paa den nitrinnede Trappe, indspundet i Maanens levende, underfulde Lys. Vi var som ét samhørende Legeme, som én aarvaagen lyttende Sjæl. Præsten strøg sig gennem sit højt bølgende hvide Haar, der skinnede som ædelt Metal i det skarpe Maaneskær. Han fortsatte sin Fortælling, men Stemmen lød svagere, nu og da vibrerede den som en Sølvstreng:

— Dagen efter var det Søndag. For første Gang i mit Liv stod jeg uforberedt overfor min Menighed. Ida sad paa sin vante Plads i den udskaarne Stol. lige under mig. Hendes Blik var rettet mod mig, som saa hun gennem mine Øjne ind i min Sjæl. Jeg følte Blodet gaa fra Hjernen, jeg mærkede Tankernes voldsomme Flygten. Jeg var tom som et bristet Kar, hvoraf Vandet er rundet ud. Redningsløst ledte jeg i Øst og Vest, jeg stod just i Begreb med at foregive Ilde-