Denne side er blevet korrekturlæst
64
— — —
Igen holdt Præsten inde. — Maanen svævede lige over hans Hoved. Himlen lyste som en Sø af flydende Sølv. Poplerne langs Voldgraven klirrede som Millioner af sprukne Glasklokker. Der var saa stille, trods det, at vi hørte den hede Syden af de store tændte Gaskroner inde i Vestibulen. Vore Aandedrag lød som Sukken.
— — —
Præsten sagde: — I fremmede Mennesker! I synes vel, det er forunderligt, jeg saadan taler om det, der er det dyrebareste og det sørgeligste i mit Liv. Jeg synes det selv. Men ligesom Maria talte sig ud for mig, maa jeg i denne Sommernat tale mit Hjerte ud for Eder. Mod Maria begaar jeg ingen Synd, og Ida er forlængst dèr, hvor alt er Klarhed og Sandhed …
— — —
