Denne side er blevet korrekturlæst
Præsten gik nogle Skridt frem. — Hele hans Skikkelse var indfanget af Maanelys. Han saa opad i den straalende Stjernehimmel, som søgte han dèr Svaret paa de Gaader, han ikke "ad Forstandens eller Troens" Vej kunde løse. Saa lukkede han Øjnene og holdt Hænderne for. Da han atter tog dem bort, saa jeg, han havde grædt. Ogsaa den lille Komtesse kæmpede mod Graaden.
— — —
— Forklar mig nu dette? Ida har vidst, tænkt, anet, følt, ligemeget hvilket Ord jeg bruger, hun har vidst, at Maria var hos mig. Hun har set det med sine "indvendige" Øjne — men disse stakkels
