61
bar jeg mig ad som ellers, naar Ida klagede over Nattekulden. Jeg satte mig par Sengekanten og prøvede at varme hendes Fødder i mine Hænder. — Hun kom til sig selv igen og faldt næsten øjeblikkelig i tryg Søvn.
— Vort Sovekammer vendte mod Øst, og da det første Solskær flimrede ind, vidste jeg, at Maria var borte. Jeg følte mig nu lettere tilmode og tvang mig selv til at tro, det var min egen nervøse Ophidselse, der havde taget Magten fra mig, at Ida virkelig havde drømt, og at hendes besynderlige Væsen var uden al Forbindelse med det, der var foregaaet. Tilsidst troede jeg det. Troede det i Aar og Dag — indtil jeg fandt Dagbogen. Der stod: — Hun er hos ham inat. Det er, som om mit Hjerte ligger mellem to Møllesten. Gid jeg kunde stikke mine indvendige Øjne ud. De ser det, de ikke maa se …
