Side:Over al Forstand.djvu/68

Denne side er blevet korrekturlæst

60

nogen gaa ovre i min Stue? Havde hun Mistanke? Dybt angrede jeg min store Uforsigtighed, men sket stod ikke til at ændre — at tale nu var ugørligt. Jeg havde kun at bede til, Maria var vel ude af Huset, og love mig selv, sligt aldrig senere skulde ske. Ida vedblev at lytte. Ogsaa jeg lyttede nu, men ikke den ringeste uvante Lyd naaede mit Øre. — Jeg hørte den ilfærdige ligesom forpustede Tikken fra Idas Ur og den høje klare Klingen fra mit eget større Ur. Det og saa de lette Susninger, der nu og da gik hen over Haven og bevægede Træer og Buske. Men Ida var saare lydhør. Hun skelnede Poppel fra Pil, Bøg fra Eg og Lind fra Elm blot ved at høre efter Løvklangen. Nu tog hun sig med begge Hænder til Hjertet og med et dybt Suk faldt hun tilbage i Puderne. Hendes Legeme var iskoldt, jeg troede hende død. I min Fortvivlelses Sanseløshed