56
tilstaa sin Fortid? Mig tilkom det nu at raade hende til en Handling, hvis Konsekvenser jeg til syvende og sidst umuligt kunde ane. Min Samvittighed bød mig raade hende til at tale. Hun var fuldt, aldeles overbevist om, at den unge Præst ikke vilde tilgive hende. Og jeg indsaa, at hun aldrig vilde faa Tilstaaelsen over sine Læber Ansigt til Ansigt med ham. Jeg ønskede det ikke heller. Det var nok, hun én Gang havde flænget den ud af sin Sjæl.
— Jeg tilbød at tale hendes Sag, at tage over til hendes Tilkommende og i Enrum forklare ham alt. Samtalens Udfald vilde jeg meddele hende i et Brev. Hun takkede mig, men jeg forstod, hun ikke nærede Haab. Hun vilde gaa … Jeg havde just hørt om al den Rædsel, hun havde udstaaet paa sine ensomme Landevejsfarter ved Nattetide, og nu skulde jeg slippe hende ud alene, nu,
