Denne side er blevet korrekturlæst
Præsten tav og strøg sig atter gennem det høje hvide Haar. Det gamle Taarnur faldt til Slag, og med en Ærbødighed for Tiden, der ellers var os fjern, oppebiede vi alle, uden at gøre en Bevægelse, de tolv langsomt drønende Slag, der efterfulgtes af den spæde Klingren fra Urene indenfor de aabne Vinduer. — Den lille Komtesse havde, som i Tanker, rakt sin Haand op mod Kammerjunkeren, der holdt den fast omsluttet.
— — —
Præsten trak Vejret dybt, saa fortsatte han:
— Og nu kom hun til mig for at faa et Raad. Kunde hun gifte sig uden at