49
— Vil De da betro mig, hvad det er? Hun strakte sine Hænder ud — ikke mod mig — men som mod et usynligt Halmstraa, hun kunde klynge sig til: — Ja!
— Jeg havde paa Læben at spørge, hvorfor hun af alle just valgte mig til Fortrolig, men jeg holdt inde. Mit Instinkt sagde mig, jeg sad med et Spind saa skørt, at den mindste fremmede Bevægelse vilde sprænge der.
Jeg fik nu den Tanke, at det hele maaske var Indbildning, Nervøsitet, Overanstrengelse. Denne unge Pige, der midt i sin sønderrivende Smerte virkede saa pur og uberørt som en uudfoldet Blomst, hun kunde jo ikke have nogen "Fortid" — ikke i den Forstand, hvori Ordet almindeligvis opfattes. Tilmed var hun meget ung, næppe over tyve Aar. Men… de halvanden Mil, vandret alene ved Aftentide i en øde Egn, og det trætte forpinte
